Af Kim Sidsel Minuva
Josh (Julian Dennison) lever et kompliceret liv.
Han passer ikke ind på sit New Zealandske drengegymnasie – han foretrækker at læse frem for at spille rugby, så de andre drenge mobber ham. Oven i det er han en af de eneste på skolen med Māori herkomst, mens de fleste andre er hvide kiwier. Efter skole går han med aviser med en Samoansk veninde for at støtte sin mors sølle indtægt som rengøringsdame.
Hjemme kommer hans stjernespiller af en storebror sig oven på en rugbyskade. Og som om det ikke var nok, har de to drenge mistet deres far langt tidligere, end man bør.
Heldigvis er Josh underfundigt rapkæftet og sprudler af god humor. Intellektuelt får han de store rugbygutter til at se små ud, og med sit søde smil og evige glimt i øjet er det svært ikke at holde af ham.
Det er i høj grad Julian Dennisons fortjeneste. Dennison er skøn, når han skildrer Joshes latente humor, men han brillerer især i mere seriøse momenter, såsom når Josh øver rugby eller deltager i protester.
Det gør han nemlig, og meget mere også. Uproar gaber over uhyre mange emner og begivenheder, og det er smart at centrere dem alle omkring Josh. Med ham som anker bliver de mange tematikker en del af hans komplekse liv og fortælling, og så kan filmen holde tungen lige akkurat i munden.
Hans forhold til Māori kultur og den afstamning, der minoriserer ham i samfundets øjne, er utvivlsomt en af fortællingens vigtigste faktorer. Joshes spirende forhold til sin fars kultur motiverer og forandrer ham i løbet af historien og danner grundlag for Uproars historiske forankring.
Uproar finder nemlig sted i 1981, hvor Sydafrikas apartheid skaber furore verden over. I New Zealand udløser det protester mod at spille mod Sydafrika i rugbyturneringer. Aktivismen inspirerer ikke bare Josh, men kontekstualiserer også landets, hans skole og hans medstuderendes racistiske behandling af den indfødte Māori-befolkning.
Aktivismen griber i egen barn på en måde, der føles utrolig aktuel. Solidariteten med en anden undertrykt befolkning forårsager ikke blot, at Josh og nærsamfundet kigger indad, men føles vigtig og rødglødende.
Det er synd, at Uproar ikke fokuserer knivskarpt, for aktivisme og solidaritet udløser nogle fabelagtige scener. Navnlig får Joshes udforskning af, hvad i alverden han egentlig er for en størrelse, hans mor Shirley (Minnie Driver) til at bekende over for ham, hvor meget han ligner sin far. Mor og barn har en skøn dynamik, der snildt kunne fylde endnu mere, end den gør.
I stedet fylder en karakter som Rhys Darbys engelsklærer. Dramatikeren formår aldrig i sandhed at blive en formfuldendt karakter; han løber med en masse spilletid, man ikke kan lade være med at føle, kunne være bedre benyttet i selskab med familien. Eller Joshes venner. Eller Māori-kulturhuset. Eller, eller, eller…
Uproar er en ubalanceret fortælling, men dens forankring i vidunderlige Josh forhindrer filmen i at løbe fuldstændig løbsk. I stedet tilgiver man dens tæthed til fordel for dens oprigtighed og enorme hjerte i skikkelse af en kæk ung mand med masser af potentiale.
Kommentarer